Interview med Hardarson #71
Hvorfra fik du din hockeyopdragelse?
Det startede faktisk i Gentofte, da jeg var helt lille, 5 år, og så flyttede jeg til Sverige med min mor og far. Så spillede jeg i Malmø Red Hawks og i Limhamn fra jeg var 6-16 år.
Derefter flyttede jeg til USA og spillede ungdoms junior hockey, indtil jeg var 19 der. Så flyttede jeg til Canada et halvt år og tilbage til Sverige igen i et halvt år.
Derefter spillede jeg i den danske liga, hvor jeg startede i Rungsted, og derefter var jeg nogle år i Rødovre.
Hvordan kan det være, at du kom til at spille i USA og Canada?
Det er lidt sjovt, jeg var på noget, der hedder Tech hockey camp i Prag Tjekkiet, der møder jeg et par amerikanske tvillinger, dem blev jeg rigtig gode venner med.
Så var vi i USA på et tidspunkt, Phoenix, hvor de boede. Jeg fik lov at træne sammen med dem. Og træneren sagde, at hvis jeg nogensinde ville, så kunne jeg komme derover og spille sammen med dem.
Dengang boede jeg i Sverige med mine forældre, jeg var 14-15 år, så der var jeg ikke helt klar til det. Men så skulle mine forældre flytte til Barcelona, og jeg havde valget mellem at flytte med eller at blive i Sverige. Jeg ville i hvert fald ikke med til Barcelona, og jeg var gået lidt død i at spille i Sverige, så jeg skulle prøve noget nyt. Og jeg flyttede så til USA som 16-årig. Jeg skulle først spille der i et år, men syntes, at det var fantastisk og ville blive og spille et år mere, der boede jeg alene. Jeg gik på high school, og mine forældre flyttede også derover, så vi boede sammen de næste par år.
Inde på Eliteprosport står der, at du er født i Sverige, men du er jo dansk/islandsk statsborger, hvordan hænger det sammen?
Det er også noget rod, det passer ikke. Jeg er født ude på en lille ø i Island, Vestmannaeyjar, der bor 3-4000 mennesker.
Hvorfor ishockey?
Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var lille, så mødte min mor en ny mand, da jeg var 4-5 år gammel, og han er faktisk gammel aalborgenser og har spillet i Aalborg. Han introducerede mig til ishockey. Jeg havde prøvet fodbold osv, men så prøvede jeg hockey i Gentofte, og det syntes jeg var rigtig sjovt, og det har bare hængt ved.
Hvorfor kom du til Aalborg? (du har også spillet i andre danske klubber)
Der skete nogle ting i Esbjerg, og så stod jeg pludselig uden klub. Så havde far en god dialog med Ronny, og jeg følte, at det var det rigtige.
Final 4 her i weekenden gik godt, hvad synes du om den oplevelse?
Det var enormt fedt, jeg havde ikke regnet med, at det skulle gå så godt både for holdet og personligt. Det var fedt. Fed hal og dejligt at få lov til at prøve at spille i hallen, hvor vm skal spilles. Der var lidt varmt derinde, og det gik lidt ud over isen, tror jeg, fordi på nogle tidspunkter var den lidt våd. Men det var ikke en dårlig is.
De nye bander var alletiders, det kommer nok til at hjælpe på hovedskader.
Du er begyndt at score mål – hvad sker der lige, som gør, at du har fået gang i det?
Det blev til et par stykker, ja. Jeg havde ikke regnet med det, men da jeg fik chancen gik det godt, det var fedt.
Det ved jeg ikke, det er som om, at jeg har haft lidt svært ved at komme på tavlen i år. Jeg har fået chancen med Julian og Mikkel, nogle rigtig gode spillere, som det klikker rigtigt godt at spille sammen med, det gjorde det også sidste gang, jeg spillede sammen med dem.
Hvordan er det at bo i Aalborg?
Jeg synes, at det er en enormt fed by, jeg er virkelig glad for at bo i den. Den har, hvad man skal bruge uden at være alt for stor. Nu har jeg også boet i København området, og det er for stort. Det, at min far er her fra byen, gør også, at jeg kender nogen her.
Din største ishockey oplevelse?
Da jeg spillede i Canada foran 10-12.000 mennesker var en stor oplevelse og også at spille mod nogle rigtigt dygtige spillere. Det var en kæmpe oplevelse.
Hvad forventer du af dig selv denne sæson?
Nu spillede jeg også sidste år fra december af, og der kørte det hele på skinner. Vi sluttede nummer et i grundspillet. Det gik nærmest for godt, der var ikke så meget modgang. Det mødte vi så i slutspillet, hvor vi røg ud med det samme.
I år mener jeg, at vi som hold bør kunne nå langt. Det er gået godt, men vi har også oplevet modgang, som har vi lært af, og som hold er vi kommet tæt på hinanden også ved at vinde her i weekenden. Vi ved, at vi kan spille mod de bedste holde og vinde.
Personligt har det været lidt frustrerende pointmæssigt, at det ikke er gået, som jeg havde regnet med. Jeg har kæmpet, det jeg kunne i kampene og til træning, og så her i weekenden kunne trænerne se, at jeg godt kan præstere, når det gælder.
Det tog lidt tid i starten af sæsonen inden alle var sammenspist på en måde, men jeg kan mærke, at nu har vi det alle godt sammen, og vi hygger os og har det sjovt. Men når det skal være seriøst, så er det også seriøst. Det er en fin balance, synes jeg.
Kirill og Clay er dem, der altid siger noget gas, det er sjovt, men vi har en god balance.
De ti hurtige
- Civilstand: Jeg har en kæreste, Louise.
- Bedste film eller serie: Bedste film er Stepbrothers, og så kan jeg godt lide sådan nogle narko serier som fx Pablo Escobar og Broen.
- Fritidsinteresser: Jeg er jo islænding, så jeg tager derop og fisker i trawlerbåde, det er ikke som sådan en fritidsinteresse, men det er noget, som jeg gør efter sæsonen. Jeg kan godt lide at bruge tid på Island, det er der, hvor jeg ved, at jeg kan koble helt af, der er ingen forstyrrelse eller ishockey. Jeg kan bare fokusere på min familie og mine venner.
- Livret? Er god carbonara, men også Steffs biksemad synes jeg er rigtig god.
- Hvilken musik lytter du til? Jeg kan godt lide country, 80ér musik, gammel dansk musik og hiphop.
- Beskriv dig selv med få ord: Udadvendt, kan lide at have det sjovt, og jeg har en god arbejdsmoral
- Hvorfor spiller du med nr. 71? Jeg havde nogle numre at vælge imellem, og så syntes jeg at nummer 71 var fedt og valgte det.
- Har du et hold/en sportsudøver, som du følger? Conrad Gregor og Zlatan Ibrahimovic, som personer inspirerer de mig, man skal være lidt ligeglad og tro på sig selv.
- Har du ritualer i forbindelse med en kamp? Normalt, når jeg går på isen på udebane, banker jeg højre hæl i kanten på isen. På hjemmebane kører jeg altid over til Dorte, som står med et islandsk flag, og banker på glasset, hvor hun står. Og i periodepausen lytter vi altid til islandsk musik.
- Hvad synes du om fansene i Aalborg? De er fantastiske, de gjorde det enormt godt her i weekenden. Da vi stod og varmede op, så vi Rungsteds fans – de så ud til at være mange, men så kiggede vi over på Aalborgs side – og det var fantastisk, det synes jeg. Men også i ligakampene og på udebane, der er altid mange med. Nu har jeg spillet flere steder, hvor det næsten kan være pinligt med sine fans, her virker det mere professionelt.