Vedtægter

1. Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Pirates Support / Aalborg Pirates Support og har hjemsted i Aalborg Kommune.
Foreningen er stiftet den 15. december 2008 med navnet AaB Ishockey Support.

På den ordinære generalforsamling, d. 11. september 2012, blev det vedtaget, at den oprindelige forening “AaB Ishockey Support” ændrede navn til “Aalborg Pirates Support”. Tillige opnåede bestyrelsen i “Aalborg Pirates Support” mandat til at overtage aktiviteterne i og lade sig fusionere med supportforeningen “Red Knights”.

2. Foreningens formål
Foreningens formål er at skabe samlingssted for personer med interesse for Aalborg Pirates samt at udbrede kendskabet til og interessen for Aalborg Pirates, fan kulturen og spillet generelt.

3. Medlemmer
Som medlem af Pirates Support kan optages enhver, som er interesseret i Aalborg Pirates trivsel, og som vedkender sig foreningens formål.

Enhver, som har betalt kontingent til foreningen og som tilslutter sig foreningens formål og idegrundlag, er medlem af foreningen.

Medlemmer er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.

Bestyrelsen har inden for 1 måned fra optagelsesdagen bemyndigelse til at afvise et nyt medlem. Afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.

4. Indmeldelse
Den, der ønsker at blive optaget som medlem af Pirates Support, må afgive ordre via foreningens webshop. Ved indmeldelse skal der oplyses navn, mailadresse, adresse og fødselsdato. Man bliver medlem fra d. 1. i den efterfølgende måned hvori man melder sig ind. Dog kan man ikke blive medlem i juni og juli da foreningen holder ferie i disse måneder.

5. Kontingent
Medlemskontingent, indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af Pirates Supports bestyrelse og godkendes af den ordinære generalforsamling ved almindelig flertal.

6. Restance
Såfremt kontingent ikke er indbetalt rettidigt registreres medlemmet som værende i restance, betales beløbet inden for 4 uger, bliver det med tilbagevirkende kraft, fra den rettidige indbetalings termin. Ved manglende betaling efter 4 uger vil medlemmet automatisk blive udmeldt af foreningen.

7. Udmeldelse
Udmeldelse sker automatisk efter 4 ugers restance. Ønsker man at udtræde af foreningen inden udløbsdato, skal dette ske pr. mail til foreningens kasserer, men man vil ikke modtage refundering af kontingent.

8. Karantæne og Eksklusion
Stk. 1 – Karantæne

Ethvert medlem er forpligtet til at efterkomme foreningens love og ordensregler, og i overtrædelsestilfælde er bestyrelsen berettiget til at ikende vedkommende karantæne af foreningen. Efter en måneds karantæne indkaldes den pågældende person til en samtale med mindst 2 medlemmer af bestyrelsen, hvor der drøftes om karantænens ophør eller eksklusion. Et medlem i karantæne kan ikke deltage i foreningens arrangementer.

Stk. 2 – Eksklusion

I særlige tilfælde kan man blive ekskluderet med øjeblikkelig virkning, uden foregående karantæne. Det er op til bestyrelsen at fastslå længden af eksklusionens varighed.

Stk. 3 – Indkaldelse til karantæne og eksklusion

Et medlem, der indstilles til karantæne eller eksklusion, indkaldes pr. mail til foretræde for min. 2 bestyrelses medlemmer, her får medlemmet lejlighed til at udtale sig til forsvar for sin handlemåde.

Mødetidspunkt fastsættes således, at medlemmet indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Spørgsmål om karantæne eller eksklusion af et medlem skal behandles af bestyrelsen inden mødet med den pågældende person. Der skal ske afstemning omkring spørgsmålet, hvor 3/5 af bestyrelsen skal stemmer for karantæne eller eksklusion. Resultatet af bestyrelsens beslutning gives på det pågældende møde med medlemmet og træder i kraft fra den pågældende dato.

9. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er som disse vedtægter foreskriver, Pirates Supports højeste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af august måned.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside samt i form af mail til medlemmerne.

En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Mødet dirigeres af den, på generalforsamlingen valgte dirigent.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

  1. Valg af dirigent, (fastslå om generalforsamlingen er indkaldt rettidigt.)
  2. Valg af referent samt stemmetællere. (2 personer)
  3. Formanden aflægger bestyrelsens beretning.
  4. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab for Pirates Support.
  5. Fremlæggelse af bestyrelsens redegørelse for brug af foreningens midler det kommende år.
  6. Behandling af indkomne forslag
  7. Valg af bestyrelse
  8. Valg af udvalgsformænd
  9. Valg af revisor
  10. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt på mail til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen. Hvorefter endelig dagsorden udsendes pr. mail til medlemmerne.

Til varetagelse af beslutninger generalforsamlingen måtte ønske at træffe, kræves almindelig flertal.

Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert medlem, som er fyldt 15 år, og har været medlem i mindst 3 måneder og ikke er i restance.

Stemmeafgivning kan kun udøves ved personlig fremmøde.

Ved afstemninger er afstemningsmåden skriftlig, såfremt blot ét af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer ønsker det.

Over generalforsamlinger føres referat. Referatet offentliggøres på hjemmesiden max. 14 dage efter afholdelse af generalforsamlingen.

10. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af Pirates Supports bestyrelse.

Ønsker medlemmer en ekstraordinær generalforsamling skal de indsamle underskrifter fra mindst 25% af de stemmeberettigede medlemmer af Pirates Support. Dette skal sendes skriftligt til Pirates Supports formand, med angivelse af det emne der ønskes behandlet.

Den ekstraordinære generalforsamling skal i så fald indkaldes til afholdelse tidligst 7 dage og senest 14 dage efter, begæringen er fremsat. For så vidt angår krav til mødets ledelse, afstemning m.m., gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling. (gælder kun punkt 1, 2, 6 og 10)

Over ekstraordinære generalforsamlinger føres referat. Referatet offentliggøres på hjemmesiden max. 14 dage efter afholdelse af generalforsamlingen.

11. Bestyrelse
Bestyrelsen varetager Pirates Supports ledelse, og er ansvarlig for alle forhold foreningen vedrørende. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og kan nedsætte diverse udvalg efter behov.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede.

Afstemninger i bestyrelsen afgøres ved almindelig flertal. Ved afstemning i bestyrelsen er formandens stemme afgørende i tilfælde af stemmelighed.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøder og leder forhandlingerne. Bestyrelsesmøder skal finde sted mindst én gang i kvartalet eller efter behov.

Pirates Supports bestyrelse består af 5 medlemmer + 2 suppleanter, som er:

1.Formand
2. Næstformand

3. Kasserer
4. Bestyrelsesmedlem 1
5. Bestyrelsesmedlem 2
(1). Suppleant 1
(2). Suppleant 2

Suppleanter:

Træder til i tilfælde af at de valgte bestyrelsesmedlemmer ikke kan deltage i bestyrelsesmøderne samt hvis der er nogen i bestyrelsen som vælger at træde ud af bestyrelsen urettidigt.

Alle bestyrelsesmedlemmer vælges på den ordinære generalforsamling for en 2 årig periode således:

 

I lige år vælges:

Formand

Kasserer

Bestyrelsesmedlem 1

Suppleant 1

 

I ulige år vælges:

Næstformand

Bestyrelsesmedlem 2

Suppleant 2

Genvalg kan finde sted. Ønsker et bestyrelsesmedlem ikke at modtage genvalg, skal dette oplyses i den endelige dagsorden, som udsendes senest 8 dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige, samt medlem af Pirates Support og have en anciennitet på min. 9 måneder.

Fraværende, men valgbare medlemmer, kan kun vælges, når der foreligger skriftligt tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg til den forslåede post.

I tilfælde af forfald blandt bestyrelsesmedlemmer, er den tilbageværende bestyrelse berettiget til at udpege et nyt medlem, der så fungerer på posten indtil næste ordinære generalforsamling, hvor nyvalg skal finde sted. – Dog skal den resterende bestyrelse indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt formand eller kasserer vælger at fratræde deres post udenfor termin.

Over bestyrelsesmøder føres referat. Referatet offentliggøres på hjemmesiden max. 14 dage efter afholdelse af bestyrelsesmødet.

Personer siddende i bestyrelsen, kan ikke samtidig arbejde for eller være lønmodtager hos Aalborg Pirates.

Dette værende alle poster i bestyrelsen:
– Formand.
– Næstformand
– Kasserer
– Bestyrelsesmedlem 1 samt 2.
– Suppleant 1 samt 2.

Frivilligt arbejde for Aalborg Pirates tillades og påvirkes ikke af vedtægten ovenfor. Frivilligt arbejde forstås som:
– APTV
– Kontrol i døren
– Fanbod samt salgsboder
– Vagt
– Samt lignende frivillige og ulønnede poster.

12. Udvalg

Bestyrelsen kan nedsætte diverse udvalg efter behov, samt konstituere en udvalgsformand. Denne formand fungerer på posten indtil næste ordinære generalforsamling, hvor nyvalg finder sted.

Hvis der er forfald blandt udvalgsformænd, er bestyrelsen berettiget til at konstituere en ny udvalgsformand, der så fungerer på posten indtil næste ordinære generalforsamling, hvor nyvalg finder sted.

Udvalgsformændene vælges på den ordinære generalforsamling for en etårig periode.

Udvalgene supplerer sig selv med personer til varetagelse af aktiviteterne i de respektive udvalg. For at være medlem af et udvalg skal man være gyldig medlem af foreningen.

Udvalgsformænd kan være medlem af bestyrelsen, men ikke som formand for bestyrelsen.

13. Tegning – hæftelse
Den samlede bestyrelse tegner Pirates Support vedrørende optagelse af lån, køb og salg af fast ejendom m.v. Den samlede bestyrelse kan meddele prokura, herunder eneprokura. I sager, der ikke kræver den samlede bestyrelses bemyndigelse, tegnes Pirates Support ved formand eller næstformand og mindst 1 bestyrelsesmedlem.

Enhver afgørelse truffet ved denne tegningsform skal forelægges den øvrige bestyrelse senest ved førstkommende bestyrelsesmøde.

Aktier, Donationer samt sponsorater:

Ved sådanne beslutninger skal der indkaldes til ordinær eller ekstraordinær generalforsamling hvor sagen skal drøftes med medlemmerne. Beslutningen vedtages ved almindelig flertal fra de fremmødte medlemmer.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse, ligesom ingen medlemmer i foreningen og denne bestyrelse kan kautionere for foreningens forpligtelser.

14. Regnskab
Pirates Supports regnskabsår er 12 måneder og går fra den 1. juli til den 30. juni følgende år.
Årsrapporten forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

Det, af den på generalforsamlingen valgte revisor, gennemgåede regnskab og status skal være tilgængeligt for medlemmerne senest 7 dage før den ordinære generalforsamling.

Foreningens pengemidler administreres af bestyrelsen og skal anbringes i et pengeinstitut. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, hvis bestyrelsen ønsker det. Kassereren er pligtig til, på formandens eller bestyrelsens anmodning, at fremlægge ajourført regnskab for bestyrelsen

15. Ændring af vedtægter
Ændring af Pirates Supports vedtægter kan kun ske på en generalforsamling.

Til vedtagelse af forslag om ændring af Pirates Supports vedtægter kræves, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

16. Opløsning af Pirates Support
Opløsning af Pirates Support kan kun stilles i forslag i forbindelse med en ordinær generalforsamling, efterfulgt af en særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling, der også godkender nedlæggelse af Pirates Support.

Til vedtagelse af forslag om opløsning på den ordinære generalforsamling kræves, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Til vedtagelse af opløsning af foreningen på den ekstraordinære generalforsamling kræves, at mindst 2/3 af de på den ekstraordinære generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Ved Pirates Supports opløsning tilfalder foreningens eventuelle formue ubeskåret ishockey ungdomsafdelingen i Aalborg.

17. Ikrafttrædelsesbestemmelser
Disse vedtægter erstatter Pirates Supports tidligere vedtægter og træder straks i kraft.

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling, den 11-07-2015.

 

 
Mochau Media
Loumar
CNC Netservice