Hvorfra fik du din hockeyopdragelse?
Min storebror startede med at spille ishockey, og han er tre år ældre end mig, og så kom jeg også med i hallen. Til at starte med ville jeg egentlig ikke spille hockey, men blev på en måde tvunget til det. Vi lavede en aftale, at jeg skulle prøve et par runder, når der var begyndertræning, og så udviklede det sig lige så stille derfra.
Det blev så en familieting, min bror og jeg har begge spillet ishockey siden vi var seks-syv år.

Jeg spillede fodbold i min hjemby Vodskov, men samtidig spillede jeg også ishockey, derfor var jeg også lidt for voldsom til fodbold. Jeg har også snust til golf, men da vi nærmede os 13 år eller deromkring, begyndte det at blive mere seriøst med hockey, med sommertræning, så valgte jeg fodbolden fra.
Jeg spiller så golf i sommerperioden sammen med sommertræningen, det kan jeg godt få til at hænge sammen.

Du havde lige et smut til Sverige i 2014-2015, hvorfor var du afsted?
På daværende tidspunkt var der en lidt anden kultur herude. Det var lidt mere resultater for klubben, følte jeg. Jeg stod på et tidspunkt i mit liv, hvor udvikling gjaldt allermest, så jeg tænkte, at Sverige var den bedste vej at gå i stedet for at spille herhjemme.
Først og fremmest ville jeg ikke være god nok eller kunne få de spilleminutter, som jeg havde brug for i forhold til, hvad jeg ville kunne få i Sverige. Der er alle på min alder, og konkurrencen er rimelig hård.
Min årgang her i Aalborg er en rigtig god årgang med fire angribere på nogenlunde samme niveau, men i Sverige er der mindst fem-seks stykker på et hold. Der var morgentræning tre gange om ugen tirsdag til torsdag, så det hang sammen med skolen.
Så jeg valgte Sverige for konkurrencens og udviklingens skyld.

Hvorfor tog du så hjem igen?
Jeg spillede u/18 landshold året inden, hvor Struzinski var træner, jeg kom med som “under age”.
Så havde vi u/18 igen året efter, hvor jeg var i Sverige. Til den sidste afslutning var jeg til et møde med trænerne, som nævnte, at de syntes, at de ikke så den samme Jeppe, som de havde set herhjemme.
Det var på grund af, at min udvikling var gået lidt i stå fra december af. Da spillede jeg på u/18, som jeg følte, at jeg skulle have til at starte på, selvom jeg godt kunne have spillet på u/20. Men så fyrede de træneren på u/20, og vores træner rykkede så op for at træne dem, derfor fik vi en ny træner på mit hold, hvilket ikke faldt ud til fordel for mig.
Snakken med landsholdstrænerne var i februar, og i de to måneder spillede jeg med alle på holdet og  spurgte, hvad jeg skulle gøre bedre. De nævnte det, og jeg forsøgte at kigge videoer og gjorde det bedste, jeg kunne, men det var som om, at de ikke kunne se det gode i mig.
Det var lidt mørke tider for en 16-årig. Jeg tog på i vægt, og jeg følte, at det nok var bedst for mig at komme hjem igen.
Desværre kom jeg ikke til at spille u/20 eller elite pga. transfer, men Struzinski var stadig en del af holdet herhjemme, så jeg trænede med u/20 og 1. division og kom i god form. Derfor kom jeg med til VM, selvom jeg ikke havde spillet nogle kampe, og vi vandt det VM.
Så i stedet for de 3 år, som var den langsigtede plan i Sverige, gik det galt efter seks måneder.
Piraterne havde fået ny træner, Paul, og det var anderledes end året før, og det er i stigende grad blevet bedre og bedre med årene her med hensyn til ungdommen og deres udvikling.
Derefter fik vi Jens, hvilket var en OK sæson for mig, men også med nogle “ups and downs”.
Med Brandon, som vi har nu, er jeg rigtig glad for især det udviklingsmæssige.

Hvad forventer du af dig selv og af holdet i denne sæson?
Personligt vil jeg gerne “steppe” mit spil endnu mere op. Hvis jeg får de rigtige muligheder, tror jeg bestemt, at jeg kan tage et stort skridt, det har man brug for. Men det skal jeg jo også gøre mig fortjent til, så hvis jeg gør, som jeg skal og holder min del af planen, så kan jeg godt se et rimeligt stort år for mig.
Det er mit sidste år på kontrakten, så jeg skal også bevise noget og vise, at jeg er noget værd. Jeg er fit og har tabt mig en masse kilo og har fået min speed igen.

Med hensyn til holdet er det også gået et step op. Sidste år prøvede vi for første gang at snuse lidt til det, selvom ingen havde forventet det. Jeg forventer heller ikke en 1., 2. eller 3. plads, fordi der er mange hold, som har en bedre økonomi end os.
Vi har fået mere erfaring, så jeg føler, at vi kan gå længere end sidste år.
Vi har holdet til at bygge videre på det, som vi startede sidste år.

Hvordan går det med storebror Lasse?Han spiller 1. division. Jeg så, at der var skrevet noget om, at Lasse ikke kunne komme overens med klubben herude, men det er han sur over, fordi det er kommet helt forkert ud. Han har i mange år døjet med skader og sin krop, og han har sin skole. Han følte lidt at lægge ishockeyen på hylden, men alligevel ikke helt, så han spiller og har det sjovt – scorede i den sidste kamp. Han spiller stadig og er også blevet træner for u/17

De ti hurtige

1. Civilstand:
   Jeg har en kæreste
2. Bedste film eller serie:
   Jeg har ikke Netflix m.m., så jeg ser ikke de serier. Jeg ser de serier og film, som er i fjernsynet, hvis ikke det er genudsendelser.
3. Læser du bøger, og hvilken er din favorit?
   Ikke meget – jeg læser kun studierelevante bøger.
4. Fritidsinteresser:
   Golf
5. Livret?
   Mors mad
6. Hvilken musik lytter du til?
   Jeg hører forskelligt musik. Jeg bliver drillet med, at jeg godt kan lide at høre “negermusik”, ja, undskyld at jeg bruger det ord.
7. Beskriv dig selv med få ord:
   Jeg er kendt for at være højttalende, glad og positiv. Jeg kan også være aggressiv, det var dog værre førhen, men jeg har temperament. Jeg er perfektionist og har svært ved at give andre ret. Men jeg vil ikke have, at der er noget dårligt imellem mig og andre, så får jeg gjort det godt igen.
8. Hvorfor spiller du med nr. 21?
   Det begyndte jeg at spille med i Sverige, mine venner sagde, at jeg skulle tage det nummer.
   Nummer 22, som jeg spillede med på 1. division, var taget.
   Der var et stort ansvar med nummer 21, fordi det var Peter Forsbergs nummer. Så da jeg kom hjem, valgte jeg at beholde det, fordi det kunne jo ikke gå galt.
9. Har du ritualer i forbindelse med en kamp?
   Ja, det har jeg – hvis man ser mig varme op, så kan man se, at nu gør jeg det igen, men det er ikke sådan, at jeg skal tage venstre skøjte på først og sådan.
   Det er mest ritualer ved opvarmningen, som mere er en process. Ellers er det mere noget, som jeg er begyndt med ud på isen som opvarmning til kampe. Fx hvilken side jeg skal stå i, pg  jeg går sidst ind på isen, men det lykkes dog ikke altid. Meyer havde det også sådan, og derfor gik jeg anden sidst ud, da han spillede for klubben. Det er bare en afslappende måde for mig at komme ud som en af de sidste.
10. Har du et hold eller en person du følger?
    Jeg har altid set op til Crosby, han er mit idol. Han kom frem nogenlunde samtidig med Ovechkin, og de har været de bedste siden. Det der gør forskellen er, at Crosby kan mange flere ting end Ovechkin. Ovechkin kan stå på venstre kant og klappe den ind, hvilket jeg ikke føler kan gøre en mand til den bedste ishockeyspiller.
    Crosby har meget mere, fx fysikken, overblikket, teknikken og farten.
    Jeg holder med Pittsburg, og tidligere holdt jeg med Colorado, da de havde Joe Sakic og Peter Forsberg.
    Og selvfølgelig følger jeg også AIK (Stockholm) og holder øje med dem, som jeg spillede med dengang.